Pasningsvejledning for kejserskorpion

1. Dyreart

Begrebet kejserskorpion bruges om flere arter, mest almindelig er dog:

Alm. kejserskorpion (Pandinus imperator)

Rødkloet kejserskorpion (Pandinus cavimanus)

Asiatisk kejserskorpion (Heterometrus sp.) (flere arter)

2. Fuldvoksen størrelse

20-25 cm i udstrakt længde.

3. Forventet levealder

12 til 15 år.

4. Anbefalet størrelse og indretning af anlæg eller bur

Et terrarium på H60 x B30 x L30 cm vil være fint til et par eller en trio. Dog bør man ikke blande de forskellige arter. Bundlaget kan bestå af enten ugødet spagnum eller kokoshumus og bør holdes let fugtigt. Terrariets sider og bagvæg kan beklædes med korkplader eller bregnerodsplader. Derudover kan terrariet beplantes med forskellige regnskovsplanter, så som grøn Philodendron eller Guldranke samt lidt planter af bromelia typen. Der skal være et par skjulesteder til skorpionerne. Disse kan fx laves af halve kokosnødder med en indgang i, barkstykker eller andet, der er velegnet til, at dyrene kan skjule sig under. Dog bør man passe på med brugen af store sten, da skorpionerne graver meget og kan knuses under disse. Terrariet skal overbruses let med vand en gang om dagen, da det er regnskovsdyr, som kræver en høj luftfugtighed.

5. Særlige pasningsbehov, herunder særlige krav til temperaturforhold

Skorpionerne er oprindeligt fra tropisk klima og kræver generelt fra 21-28 °C. Terrariet bør indrettes med en varm ende – ca. 28 °C ved lokalt varmespot – og en kold ende ned til ca. 21 °C. Skorpioner har et giftigt stik via giftbrodden på halen, hvilket kan være smertefuldt og ubehageligt.

6. Stimulering og behov for motion

Hvis terrariet er indrettet som beskrevet, stiller dyrene ikke nogen specielle krav.

7. Fodring

I naturen spiser skorpionerne primært forskellige typer af insekter. I fangenskab vil hovedfoderet være kakerlakker, fårekyllinger, melorm og regnorm. Foderet bør ved hver anden fodring rystes i en vitamin- og mineralblanding, der er udviklet til hvirvelløse dyr.

8. Sociale behov

Skorpioner kan sagtens holdes enkeltvis. Jo større terrariet er, jo flere dyr vil man kunne holde sammen. Man bør dog være opmærksom på kun at introducere nye dyr i terrariet, når alle dyr er mætte og fodret godt af, da man ellers kan risikere, at de spiser hinanden.

9. Formering, yngelpleje og eventuel neutralisation

De forskellige skorpioner kan yngle ved en alder på 4-5 år. For at de kan yngle, kræves en flad sten, som hannen kan afsætte sine spermatoforer på, og hvor hunnen kan samle dem op og blive befrugtet. Gravide hunner bør isoleres umiddelbart før eller lige efter fødslen. Efter 4-5 måneder føder hunnen mellem 10-20 unger, der kravler op på hendes ryg, hvor de bliver indtil efter første hamskifte. Falder ungerne af undervejs, risikerer de at blive spist af hunnen.

Efter første hamskifte kravler ungerne af og bør isoleres, da hunnen igen vil opfatte dem som føde.

10. Typiske tegn på sygdom og nedsat trivsel

Holdes skorpionen korrekt, vil der sjældent opstå sygdom. Det er vigtigt at fjerne levnede byttedyr og organisk materiale, så det ikke ligger og rådner/mugner. Det er vigtigt, at skorpionen ikke bliver overfodret. Skorpioner er sårbare lige efter et hamskifte, og det er en fordel at vente med fodring,til hudskelettet er hærdet helt op. Er skorpionen inaktiv i en længere periode, kan dette tyde på sygdom/parasitter, og forholdende skal undersøges.

Slutblok

Denne pasningsvejledning er udfærdiget på baggrund af oplysninger fra Nordisk Herpetologisk forening (www.nhf.dk). Pasningsvejledningen indeholder generel information om pasning af en dyreart/dyregruppe. Yderligere oplysninger kan findes på biblioteket eller på ovennævnte og andre hjemmesider. Pasningsvejledningens faglige indhold er godkendt af Rådet vedrørende hold af særlige dyr den 20.2.2014 i henhold til bekendtgørelse om erhvervsmæssig handel med dyr.