Pasningsvejledning for dværgkaimaner
1. Dyreart
Curviers dværgkaiman/brun glatpandet dværgkaiman (Paleosuchus palpebrosus) Schneiders dværgkaiman/kilehovedet glatpandet dværgkaiman (Paleosuchus trigonatus)
2. Fuldvoksen størrelse
Paleosuchus palpebrosus 1,2-1,5 m, undtagelsesvis op mod 1,7 m. Paleosuchus trigonatus 1,2-2 m, undtagelsesvis lidt over 2 m. For begge arter gælder det, at hannerne bliver større end hunnerne.
3. Forventet levealder
50 år eller mere.
4. Anbefalet størrelse og indretning af anlæg eller bur
Størrelsen af en kaimans terrarium, bør følge dyrets størrelse, mens det vokser til. For unger kan det være et mellemstort akvarium på 100-300 liter, indrettet som akvaterrarium, mens voksne dyr kræver mere plads, gerne 3-5 m2, afhængig af dyrenes størrelse og antal. Små dyr foretrækker, at de kan overskue anlægget, således de kan sikre sig, at de ikke bliver bytte for et andet og større rovdyr. Hvis de får for meget plads, kan de af stress stoppe med at æde. For at gøre dyrene mere trygge kan man med fordel indrette anlægget med planter, afskærmning af bagvæg og sider, samt nogle trærødder eller anden dekoration, som dyrene kan gemme sig under. Det ligger i dyrets natur at grave og undersøge, så man skal sørge for, at de ikke kan blive fastklemte. Vand, der konstant rinder, synes også at give dyrene tryghed; det minder om små vandfald, som dyrene ofte opsøger i naturen.
Vanddelen må gerne udgøre hele anlæggets bund, hvor landdelen så udgøres af hylder, der hænger ud over noget af vandet. Herved skabes både skjul og mere plads. Vanddelen bør ikke være dybere, end at dyret kan stå på bagbenene og få hovedet over vandet. Bundlaget må gerne bestå af grus, fx sand eller akvariegrus uden skarpe kanter. Dyrene bruger i naturen småsten og grus som en del af deres fordøjelse, såkaldte gastrolith, hvis funktion er at findele foderet, meget lig fuglenes kråse.
Planter, såsom Philodendron og guldranke, er velegnede i kaimanens bolig og tåler at leve med rødderne i vand, lidt sparsomt lys; de vokser så hurtigt og kraftigt, at de overlever kaimanernes færden omkring dem. Den megen teknik må ikke være indenfor dyrenes rækkevidde. Vandet kan med fordel opvarmes, ved at placere varmekabel eller varmeplader, direkte under akvariet. Til større anlæg kan man nedstøbe varmeslanger i beton, som udgør bunden i anlægget. Pumpen skal også placeres udvendigt. Kaimaner sviner yderst begrænset i vandet, da de optager næsten alt i foderet, men foderrester kan til gengæld svine meget.
5. Særlige pasningsbehov, herunder særlige krav til temperaturforhold
Kaimaner kommer oprindeligt fra tropisk klima og kræver fra 25-28 °C vandtemperatur og på landdelen 30-35 °C under en spotlampe. Paleosuchus palpebrosus er den mest temperaturtolerente af de 2 arter. Der må gerne være et par grader køligere om natten. Dog kan det ved spisestop anbefales at hæve temperaturen til den øvre grænse konstant, da det stimulerer deres trang til fødeindtagelse.
6. Stimulering og behov for motion
Hvis terrariet er indrettet som beskrevet, stiller dyrene ikke nogen specielle krav.
7. Fodring
Kaimaner lever i naturen af en varieret føde. Regnorm er et godt foder, mens kaimanerne er små. Hertil snegle, vandinsekter, græshopper og kakerlakker, samt levende, små ferskvandsfisk. De vil også tage hele døde ferskvandsfisk. Gnavere må ikke udgøre en væsentlig del af kosten, men kan være et supplement. Helt små unger fodres gerne 4-6 gange ugentligt, mellemstore dyr 2-3 gange, mens voksne dyr fodres 1-2 gange ugentligt afhængigt af aktivitetsniveauet. Hellere mindreportioner og hyppigere, end for store måltider. Dyrene fodres lettest efter mørkets frembrud, da det er her, de er mest aktive.
8. Sociale behov
Dyrene lever i naturen enkeltvist. Navnlig Paleosuchus trigonatus er en enegænger og kan udvise aggressioner overfor artsfæller, særligt udenfor parringssæsonen. Paleosuchus palpebrosus egner sig bedre til at blive holdt i par eller mindre grupper. Ingen af arterne egner sig til håndtering af mennesker og skal omgås med respekt. Disse dyr har ingen sociale behov og skal ikke betragtes som kæledyr.
9. Formering, yngelpleje og eventuel neutralisation
Opdræt i fangenskab hører sjældenhederne til, men ses ofte i zoologiske haver. Det lykkes også fra tid til anden hos dedikerede, private holdere. Ønsker man mere viden herom, bør man konsultere specialister eller speciallitteratur.
10. Typiske tegn på sygdom og nedsat trivsel
Krokodiller er fra naturen udstyret med et godt immunforsvar samt en evne til regenerering af væv, der er nærmest ekstrem. Desværre betyder det også, at dyrene først meget sent udviser tegn på, at de er syge, og at det måske ligefrem er behandlingskrævende. For det meste kan sygdom undgås ved korrekt hold og fodring. En sund krokodille bevæger sig hurtigt og æder stabilt. Den er årvågen og aktiv, når det er blevet mørkt. Øjnene er klare, og huden er fyldt ud.
Supplerende oplysninger
Krokodiller er ikke for begyndere eller impulskøbere. Det er dyr, der kræver mere end de fleste andre krybdyr og opnår en anseelig størrelse. Af de 2 arter, som denne vejledning giver et kort indblik i pasningen af, er Paleosuchus palpebrosus den bedst egnede til hold i fangenskab. Ønsker man at holde krokodiller, bør man konsultere personer med praktisk erfaring samt tilegne sig viden fra fagbøger. For den engagerede og indforståede er krokodiller yderst spændende dyr.
Slutblok
Denne pasningsvejledning er udfærdiget på baggrund af oplysninger fra Nordisk Herpetologisk forening (www.nhf.dk). Pasningsvejledningen indeholder generel information om pasning af en dyreart/dyregruppe. Yderligere oplysninger kan findes på biblioteket eller på ovennævnte og andre hjemmesider. Pasningsvejledningens faglige indhold er godkendt af Rådet vedrørende hold af særlige dyr den 21.2.2014 i henhold til bekendtgørelse om erhvervsmæssig handel med dyr.