katte-kradsetraeer-og-artikler

Hvorfor skal katte have kradsetræer?

Fra naturens side er katte udstyret med kløer, der skal hvæsses. Hvæsningen af kløerne sliber dem og afsætter duftmærker, og det er dermed en helt biologisk ting, at katte hvæsser kløer. Er der ikke et kradsetræ til rådighed, vil katten finde et alternativ som f.eks. sofaen eller dørkarmen, og det bifalder de færreste katteejere.

I naturen hvæsser katte typisk kløer på træer. Er der tale om udekatte, er det derfor ikke sikkert, at det er nødvendigt med et kradsetræ. Du bør dog holde øje med, om katten vælger en dørkarm i stedet, da det kan være tilfældet. I så fald bør du tilbyde et kradsetræ.

Hvilket kradsetræ skal jeg vælge?

Kradsetræets vigtigste funktion er naturligvis hvæsning af kløer, og du kan derfor sagtens vælge et lille og simpelt kradsetræ med kun det formål. Kradsetræer er dog ofte et kombinationsmøbel, der, udover hvæsning af kløer, giver mulighed for at sove eller slappe af, at lege og at klatre. Især hvis der er tale om en indekat, der ikke har muligheden for at kravle og klatre ude, anbefales det med et større kradsetræ, hvor katten kan udfolde sig.

Netop fordi katte godt kan lide at hvæsse kløer, og også afsætter duftmærker på denne måde, kan det være en fordel med flere kradsetræer; specielt hvis der er flere katte i boligen, eller hvis boligen er særlig stor. Vælg eventuelt ét stort kradsetræ i en god højde med platforme og huler og suppler med kradsemåtter eller mindre vægmonterede kradsetræer i andre rum.

Vælg et kradsetræ, der passer i størrelse og robusthed til din kat. Er der tale om en lille huskat, vil du uden problemer kunne bruge de fleste kradsetræer, men hvis der er tale om en stor racekat, bør du vælge et større og mere robust kradsetræ, der kan holde til kattens vægt, og hvor der er plads til, at katten kan sove eller slappe af.

Sørg for, at kradsetræet står stabilt, så ikke katten får det væltet. Vælg eventuelt at fastgøre det til loft eller væg.