Pasningsvejledning for rosenbiller

1. Dyreart

Rosenbiller (Pachnoda marginata peregrina)

2. Fuldvoksen størrelse

2-2,5 cm.

3. Forventet levealder

Larve i 3-5 måneder. Bille i 4-6 måneder.

4. Anbefalet størrelse og indretning af anlæg eller bur

Et terrarium på L40 x H40 x B40 cm er passende til 20-30 biller. Bundlaget skal bestå af en blanding af visne blade, bøg og eg er meget velegnede, samt frønnet træ. Bundlaget bør være minimum 10 cm dybt og holdes let fugtigt. Terrariet kan med fordel indrettes med klatregrene, så billerne har noget at sætte af fra, når de flyver.

5. Særlige pasningsbehov, herunder særlige krav til temperaturforhold

En temperatur mellem 22 og 28 °C er passende. Temperaturen opnås bedst med en lampe over terrariet, aldrig med en varmemåtte under terrariet, da det hurtigt vil tørre bundlaget ud. Terrariet overbruses med vand et par gange om ugen, hvor man samtidig sikrer sig, at bundlaget ikke er for tørt, og fjerner foder, der ikke er spist. Der fyldes efter med bundlag efter behov.

6. Stimulering og behov for motion

Det er vigtigt for billernes velbefindende, at der er lys over terrariet. Dette og en temperatur på omkring 24 °C stimulerer billerne til at flyve.

7. Fodring

Rosenbillerne lever af sød frugt og blomster. Billerne foretrækker banan, men også melon, blomme, fersken og vindruer kan bruges. Billerne er meget glade for mælkebøtteblomster. Larverne lever af de visne blade og frønnet træ, som bundlaget består af, men æder også en del af det foder, som de voksne lever af.

8. Sociale behov

Billerne er mest underholdende, når de holdes i grupper. Hanner og hunner kan holdes sammen uden problemer.

9. Formering, yngelpleje og eventuel neutralisation

Billerne yngler villigt, når temperaturen og fugtigheden er i orden. Man kan kende kønnene fra hinanden ved, at hunnerne har en rille på langs af bugskjoldet. Denne rille mangler hannerne. Hunnerne lægger deres æg nedgravet i bundlaget. De klækker efter 2-3 uger. Billerne har ikke yngelpleje, og man behøver ikke fjerne hverken æg eller larver.

10. Typiske tegn på sygdom og nedsat trivsel

Det er meget almindeligt, at billerne tilbringer natten og en del af dagen nedgravet i bundlaget. Men mangel på ædelyst er tegn på, at forholdene ikke er optimale.

Slutblok

Denne pasningsvejledning er udfærdiget på baggrund af oplysninger fra Nordisk Herpetologisk forening (www.nhf.dk). Pasningsvejledningen indeholder generel information om pasning af en dyreart/dyregruppe. Yderligere oplysninger kan findes på biblioteket eller på ovennævnte og andre hjemmesider. Pasningsvejledningens faglige indhold er godkendt af Rådet vedrørende hold af særlige dyr den 19.2.2014 i henhold til bekendtgørelse om erhvervsmæssig handel med dyr.