Pasningsvejledning for nordamerikanske og europæiske sumpskildpadder

1. Dyreart

Terrapiner, moskusskildpadder, blødskildpadder af slægterne:

Pseudoemys ssp. Trachemys spp. Chrysemys spp. Emys spp.

2. Fuldvoksen størrelse

Fra ca. 15 cm til over 50 cm skjoldlængde

3. Forventet levealder

20 til 50 år

4. Anbefalet størrelse og indretning af anlæg eller bur

Terrariet skal være tilpasset skildpaddernes størrelse og aktivitet. De er generelt vandlevende, men behøver muligheden for at kunne komme på land. For mindre arter er et akvarium på H60 x D60 x B100 cm (360L) nok til et par eller en trio. De store arter behøver meget store akvarier på mindst 3 gange skjoldlængden i længden og 2 gange i bredden pr. dyr. Landdelens udførelse er knap så vigtig, og det er ofte nok at lade store rødder stikke op over overfladen. Bundlag er ikke nødvendigt, men benyttes der bundlag, må det ikke være skarpkantet grus. Mange skildpadder ynder at skjule sig i huler eller under brinker. Det er dog vigtigt at sørge for, at de ikke kan sidde fast og drukne. Planter vil som oftest blive ædt eller ødelagt af skildpadderne. Sumpskildpadder æder og sviner meget, så det er vigtigt at holde en god vandkvalitet med hyppige vandskift eller bedre et godt filtreringssystem.

5. Særlige pasningsbehov, herunder særlige krav til temperaturforhold

Skildpadderne lever i tempererede og subtropiske områder, og behøver en rimelig vandtemperatur. 20-23 °C er nok til de fleste. Det skal dog være muligt for skildpadderne at sole sig under en varmeplads på landdelen. Spotopvarmning i form af en varmelampe behøves. Ultraviolet belysning er en klar fordel for skildpaddernes velbefindende, men kan undgås ved brug af en afvekslende og vitaminrig kost.

6. Stimulering og behov for motion

Aktivitetsniveauet er højt. De svømmer meget og gerne. Et udendørsophold om sommeren er gavnligt for deres velbefindende. Det er dog vigtigt at sikre, at skildpadderne ikke kan stikke af eller blive taget af rovdyr eller fugle.

7. Fodring

Alle de nævnte sumpskildpadder æder krebsdyr, vandinsekter, orme og snegle. Fisk og kød udgør kun en lille procentdel af foderet. Som hovedfoder benyttes regnorme. Vandlevende snegle som mosesnegle er også et godt hovedfoder. Terrapiner æder især som voksne gerne en del plantemateriale. Ungerne fodres som de voksne. Her kan ydermere benyttes frosne myggelarver, daphnier og cyclops som hovedfoder.

8. Sociale behov

Skildpadderne er ikke sociale og kan til tider være meget stridbare.

9. Formering, yngelpleje og eventuel neutralisation

Kønsmodne skildpadder er meget seksuelt aktive. Hannerne forsøger at parre hunnerne året rundt, men for at få opdræt behøves der en årstidsvariation for de flestes vedkommende. Æggene graves ned på landdelen og i mangel på velegnede æglægningspladser, bliver æggene som oftest smidt i vanddelen. Manglende æglægningspladser kan føre til læggenød, der til sidst fører til hunnens død.Æggene kan i nogle tilfælde udruges nedgravet i terrariet, men en rugemaskine er anbefalelsesværdigt. Æggene tåler ikke at blive vendt, når celledelingen er begyndt, hvilket sker efter få dage til uger. Mange æg tåler heller ikke for meget lys under udrugningen.

10. Typiske tegn på sygdom og nedsat trivsel

En af oftest forekommende sygdomme er A-vitaminmangel. Skildpadderne får hævede øjenlåg, og dyrene opsøger varmen i højere og højere grad, imens de bliver apatiske. Skjoldinfektioner forekommer ofte pga. skader, bid eller forurenet vand. Typiske sygdomstegn er sløvhed og manglende ædelyst.

Slutblok

Denne pasningsvejledning er udfærdiget på baggrund af oplysninger fra Nordisk Herpetologisk forening (www.nhf.dk) Pasningsvejledningen indeholder generel information om pasning af en dyreart/dyregruppe. Yderligere oplysninger kan findes på biblioteket eller på ovennævnte og andre hjemmesider. Pasningsvejledningens faglige indhold er godkendt af Rådet vedrørende hold af særlige dyr den 26.11.2013 i henhold til bekendtgørelse om erhvervsmæssig handel med dyr.