Pasningsvejledning for grøn leguan

1. Dyreart

Grøn leguan (Iguana iguana)

2. Fuldvoksen størrelse

Op til 200 cm lang, i fangeskab oftest mellem 100-140 cm. Hanner er oftest kraftigere og længere end hunner, og hannernes hoveder er synligt bredere og kraftigere med forstørrede kindposer.

3. Forventet levealder

Ca. 12-15 år i fangeskab.

4. Anbefalet størrelse og indretning af anlæg eller bur

Terrariet konstrueres i egnede materialer fx glas eller vandfaste plader. Terrariet skal have en størrelse og indretning, der giver dyrene mulighed for at udfolde en naturlig adfærd såsom at klatre og sole sig højt oppe. Størrelsen på et terrarium til en grøn leguan bør være minimum H200 x D100 x L200 cm. Dog kan andre mål og størrelser kan også anvendes (afhængig af størrelse på dyret), så længe det understøtter dyrets naturlige bevægelses behov.

Terrariet indrettes med store træstammer placeret højt i terrariet, da leguaner har behov for at sidde højt for at føle sig trygge. Sørg for at alle stammer sidder godt fast, så de kan holde til leguanens vægt. Bundlag kan bestå af aviser eller være løst fx i form af ugødet spagnum. Dog kan der også lægges linoleum eller lignende rengøringsvenligt underlag. Det anbefales, at unger ikke holdes på løst bundlag i det første 1⁄2 leveår.

Frisk vand i en stor balje skal altid være til rådighed. Afføring skal fjernes jævnligt. Leguaner kan finde på at besørge i vandbaljen, så den skal dagligt rengøres grundigt.

5. Særlige pasningsbehov, herunder særlige krav til temperaturforhold

Leguaner skal have vitamin, kalk og mineraltilskud specielt tilpasset krybdyr. De skal holdes ved en temperatur mellem 24-26 °C med varmepladser på 35-38 °C. Det anbefales at overbruse anlægget med vand hver/hver anden dag for at holde en luftfugtighed på 60-80 %. Terrariet må dog ikke være for vådt.

Terrariet skal være fuldt oplyst, og der skal gives UVB-lys på minimum 5,0 UVB. Varmepladsen skal indrettes med varmespot højt oppe i terrariet, da leguaner går efter lyset for at få varmen. Varmeplader eller varmesten kan derfor ikke benyttes.

6. Stimulering og behov for motion

Terrariet skal indrettes, så leguanen kan kravle rundt på tykke grene uden at benytte bunden. Der skal være flere hvilepladser, så den selv kan varmeregulere efter behov. Der kan sættes grene fra fx frugttræer ind i terrariet, der stimulerer leguanen til at kravle rundt efter bladgrønt. Madskålen placeres ligeledes højt i terrariet, og der kan sættes flere skåle op for at aktivere leguanen.

7. Fodring

Leguaner er vegetarer, og deres kost skal bestå af hovedsagligt bladgrønt som fx kørvel, grønkål, savojkål, kinakål, endivie salat, basilikum, koriander, rucola, spidskål, grøn salat (stort set alt undtagen iceberg), baby leaf blandinger og raps. Herudover kan der fodres med fx sweet potatoes, majroe og squash. Foderemner fra naturen, fx mælkebøtter, svinemælk, vejbred, følfod, hyrdetaske og skvalderkål, er også egnede. Grøntskålen blandes med vitamin- og mineralpulver specielt til krybdyr. Overhold doseringsvejledningen.8. Sociale behov

Dyrene bør holdes enkeltvis, da de kan være territoriale. To hanner må aldrig sættes sammen, da det kan have fatale konsekvenser. Hanner kommer i brunst, og de kan i den periode være meget aggressive over for alle andre, inkl. ejeren. Brunstperioden ligger oftest fra oktober til december.

9. Formering, yngelpleje og eventuel neutralisation

Hunleguaner kan lægge ubefrugtede æg, selvom de aldrig er blevet parret. De bør derfor have en kasse med fugtig ugødet spagnum stående permanent til evt. æglægning. Ungerne er ca. 24-25 cm, når de klækker. Forældrene yder ingen yngelpleje, da ungerne kan klare sig selv, fra de er klækket. Unger skal holdes adskilt fra voksne dyr.

10. Typiske tegn på sygdom og nedsat trivsel

Den sunde leguan har klare øjne uden nogle former for puds, uden rester af tidligere hamskifte, og dyret skal være årvågent. Leguanens hale skal være tyk, og lårene skal være runde. Gattet skal være rent. Typiske tegn på sygdom er spisevægring, løbende og ildelugtende afføring, og leguanen virker slap og inaktiv. Evaluer hvordan dyret holdes og send en afføringsprøve til din dyrlæge for at få tjekket for evt. parasitter.

Holdes flere dyr sammen, skal det syge dyr isoleres. Ved mistanke om parasitter bør alle dyr undersøges, da smittefaren imellem dyrene er høj.

Slutblok

Denne pasningsvejledning er udfærdiget på baggrund af oplysninger fra Nordisk Herpetologisk forening (www.nhf.dk). Pasningsvejledningen indeholder generel information om pasning af en dyreart/dyregruppe. Yderligere oplysninger kan findes på biblioteket eller på ovennævnte og andre hjemmesider. Pasningsvejledningens faglige indhold er godkendt af Rådet vedrørende hold af særlige dyr den 5.1.2014 i henhold til bekendtgørelse om erhvervsmæssig handel med dyr.