Når nattefrosten ebber ud, er det tid til at klargøre havedammen til lunere vejr, så dammen igen er flot at se på, og dine fisk har de optimale forhold. Det tager heldigvis ikke lang tid.

Måske har du fulgt Gør havedammen vinterklar i efteråret, da frostvejret nærmede sig. Det kan også være, at du efter bedste evne selv har gjort din havedam klar til vinterens frost og fiskenes dvale. Nu bliver vejret stille og roligt bedre, og det betyder, at dine fisk igen vil vågne og være aktive. Derfor er det tid til at fjerne overdække, rense og ilte vandet.


Derfor skal du rense din havedam

Afhængigt af, hvor godt du har dækket dammen til over vinteren, vil der ligge gamle blade og andet naturaffald i dammen. Uanset hvad, vil dammens egne planter også være ynkelige at se på, og der vil have samlet sig slam. Måske er algerne tydelige at se med deres grønne farve; måske ser det ikke så slemt ud.
Under alle omstændigheder er havedammen meget udsat for bakterier og algeangreb efter en kold vinter. Alle disse bakterier, alger og øvrige mikroorganismer tager for sig af den gode ilt, som fiskene så hårdt har
brug for. Undlader du at rense og klargøre havedammen efter vinteren, er der stor risiko, for at dine fisk ikke vil overleve foråret og sommeren – og under alle omstændigheder vil dammen kun blive grimmere og grimmere med tiden.


Sådan klargør du din havedam

Det er vigtigt at være opmærksom på, at fisk er rolige og fredelige dyr, der er lette at stresse. Du bør derfor tænke over at lave så lidt postyr som muligt, når du klargør havedammen. Fisk kan faktisk dø af stress. Har pumpen kørt hele vinteren, vil forårsklargøringen hurtigt være overstået. Du kan dog hjælpe på vej ved at hælde lidt algestop i filter eller dam. Har pumpen ikke kørt vinteren over, startes den nu – med en lidt større mængde algestop. Overvej at fjerne alger og nedfald i dammen med et net. Pas dog på fiskene.

Det anbefales at klargøre din dam fra marts måned. Du kan dog med fordel vente lidt med den helt store rengøring, da fiskene vil få et bedre immunforsvar i takt med, at temperaturerne stiger. Vil du gerne skifte vand eller rense i bund, bør du fjerne fiskene forinden. Vent gerne til april eller maj måned, hvor nattefrosten har været væk i noget tid, og fiskene igen er aktive. Her kan du gå grundigere i gang med net – eller du kan vælge den nemme løsning og leje en slamsuger, så dammen rigtig kan renses i bund. Udskift gerne en del af vandet efterfølgende for at genopbygge PH-værdien. Mindst 20% bør udskiftes. Du kan med fordel tage en prøve for at teste vandet.


Start fodring af dine fisk

Selvom fiskene langsomt er begyndt at vågne, begynder de først at spise, når temperaturerne når op omkring 12 grader i gennemsnit. Du bør starte med et ”forårs foder”, der giver fiskene den næring og energi, de har behov for oven på en lang vinter i dvale. Det hjælper dem til at modstå bakterier, der kan medføre sygdomme.