Måske har du allerede købt en færdiglavet julekalender til din firbenede ven – og ellers kan du sagtens nå at lave én selv eller at kombinere den allerede købte med lidt ekstra og gratis forkælelse.

 

Lav selv julekalender til hund

I Danmark er vi glade for vores kæledyr – og vi behandler dem ofte som en del af familien. Når børnene får pakke- eller adventskalender, skal hunden selvfølgelig også have. Der findes et stort udvalg af færdiglavede julekalendere på markedet, men hvis du vil sikre at ramme din hunds præferencer, kan du med fordel selv sammensætte årets julekalender til din hund.

Vi kan også lave den for dig:
https://www.vetboxen.dk/products/lad-os-sta-for-julegaven-til-din-hund-kat-eller-gnaver?variant=32382542660

 

Adventskalender til hund

En adventskalender kan bestå af nogle af din hunds yndlingssnack eller nye spændende hundegodbidder hver søndag i advent. Det kan f.eks. være griseøre, knogle med fyld, skinkeben eller tyggeben. Du kan også lave en adventskalender med aktivitetslegetøj, så din hund får ny stimuli en gang om ugen. Måske skal hunden være oftere alene i forbindelse med julearrangementer, og så er det godt givet ud med lidt ny underholdning.

 

Pakkekalender til hund

Skal din hund forkæles lidt ekstra, kan du erstatte adventskalenderens fire pakker med en lille gave hver dag. Du kan med fordel købe en pakke af din hunds yndlings hundegodbidder og give én af hver dag, eller du kan være kreativ og lave godbidderne selv, når du alligevel er i gang med julesmåkagerne.

 

Gratis julekalender til hund

Det behøver ikke at koste penge at lave en god julekalender til sin hund. Du kan fint erstatte godbidder og aktivitetslegetøj med hundevenlige aktiviteter eller gåture nye og spændende steder. Kalenderen er egentlig mere til dig end til din hund, for den ved ikke, hvad den går glip af. Til gengæld vil den elske dig for at tage den med på eventyr.

Lav en kalender, der minder dig om at forlade sofaen, pakke dig godt ind og køre afsted – til en ny hundeskov, til stranden, til kælkebakken eller noget helt fjerde, som vil give et par timers glæde. Er der børn i familien, er det win-win, da de med sikkerhed vil glæde sig lige så meget over at være ude at opleve sammen med familien i juleweekenderne.

 

Gør december rar for din hund

Mange tænker ikke over, at mens julen er ekstra hyggelig for os, er den måske knap så hyggelig for vores hund. Vi har ekstra travlt, er mindre hjemme, der er måske mange mennesker på besøg, og der er fyrværkeri, der giver anledning til nervøsitet og uro. Måske er gåturen kortere, eller den bliver periodisk sprunget over. I det hele taget bør vi huske vores hunde i juletiden, så december også bliver en rar måned for dem. Sørg altid for underholdning eller snacks, når de er alene, og overvej at ansætte en hundelufter, hvis familien har lidt for travlt med juleforberedelserne.

 

Tag dine forholdsregler når det er koldt

Én ting er at forkæle sin hund, noget andet er at passe godt på den i den kolde tid. Sørg for at smør din hunds poter med potevoks, når det er frostvejr, eller når der er blevet saltet, og skyl gerne med lunkent vand efter hver gåtur. Er der tale om en lille hunderace uden underuld, kan du med fordel købe et dækken til at holde på varmen. Derudover er det vigtigt med reflekser til både hund og hundelufter, så I bliver set i mørket.

De fleste hunde er ligeglade med vejret, og de fleste hunde kan sagtens begå sig ude i længere tid, selvom det er koldt. Er der tale om slem frost, bør mindre hunderacer dog blive indendørs.

Se mere her: Pas på din hund i den kolde tid